Om os

HelpingHand er en non-profit velgørenhedsforening, som blev etableret den 1. januar 2013. Foreningen har to hovedformål:

1. Arbejde for, at børn i Palæstina får deres basale behov opfyldt.
2. Medvirke til, at levestandarden for børnene i Palæstina bliver forbedret.

Ethvert barn har ret til basale fornødenheder, udvikling, beskyttelse og tryghed. Ethvert barn bør have en barndom, hvor de ikke skal bekymre sig om deres egen eller familiens overlevelse. Ethvert barn bør have en lys fremtid. Det er netop det, som vi kæmper for hos HelpingHand.

Vi tror på, at vi med hinandens hjælp kan medvirke til, at nogle af Palæstinas fattigste børn får deres basale behov opfyldt. Vi tror på, at vi kan gøre livet bedre for disse børn og fremkalde noget af den barndom, som virker fjern for mange palæstinensiske børn.

Sådan startede det

Idéen om HelpingHand startede i oktober 2012, da foreningens stifter Huda Chaaban var i Palæstina sammen med andre unge med palæstinensisk baggrund. Under turen så Huda, hvordan de palæstinenske børn arbejdede på gaden dagen lang i stedet for at gå i skole, de gik i beskidt og slidt tøj og fik ikke nok at spise og drikke.

Med en opvækst i Danmark indså Huda de privilegier, som hun havde haft i sin barndom. Hun havde haft en barndom med skolegang, fritidsinteresser, rigeligt mad og drikke, et tag over hovedet hver nat og ikke mindst følte hun sig sikker og tryg og havde nogle forældre, som havde overskud til at give hende kærlighed og omsorg.

Hudas barndom stod i stor kontrast til de palæstinensiske børn, idet hun var opvokset i Danmark. Mange børn i Palæstina bliver frarøvet deres barndom på grund af fattigdom, og på denne beggrund blev idéen om HelpingHand startet.

Huda påbegyndte en indsamling, som skulle hjælpe disse børn med adgang til de mest basale fornødenheder som rent vand, tilstrækkelig mad, skolegang, varmt tøj, et tag over hovedet, beskyttelse og udvikling. Idéen bag indsamlingen var at få så mange til at bidrage med en 10'er om måneden. Mange har en følelse af, at man skal donere et stort beløb før, at det har en virkning, men Huda ønskede at tydeliggøre, at virkeligheden er en anden: Selv mindre beløb er med til at gøre en stor forskel, hvis vi blot er tilstrækkelig mange om det.

Projektet En 10'er for palæstinensiske børn udviklede sig til HelpingHand som en forening, og Huda begyndte at søge sponsorater og frivillige, som ville hjælpe med at skaffe flere penge. Senere kom Huda i kontakt med Roba Al-Sharkawi, som selv havde været i Palæstina og brændte for at gøre en forskel for landets børn. Sammen udviklede de HelpingHand.

Mød foreningens frivillige hænder

 

 

Gihad Kaaouach

Bachelorstuderende i Interkulturel Pædagogik på Syddansk Universitet.

Huda Chaaban

Kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet.  

Laura Bergsli

Bachelorstuderende i Interkulturel Pædagogik og arabisk på Syddansk Universitet.

Sahar Zeidan

Socialrådgiverstuderende på VIA University College, Aarhus.